Jeg har arbejdet med hunde det meste af mit voksne liv. På store dyrehospitaler og små klinikker. Genoptræning, laserterapi, waterwalker, rehabilitering og adfærdsbehandling. Jeg har holdt ængstelige hunde, trøstet efter operationer og set hundredvis af hunde komme igennem døren med deres bekymrede ejere.
Jeg elskede det. Men noget manglede. Jeg ønskede at kunne gøre tingene mere på hundenes præmisser. Med mere tid, mere nærvær og et blik for hele hunden.
Det startede med Karla
Karla var min border terrier. Min første hund. Med mig i tykt og tyndt.
Da hun blev ældre, ville jeg finde en måde at hjælpe hendes aldrende krop. Lindre, understøtte, give hende det bedste liv så længe som muligt. Det var dér, jeg opdagede kraniosakral terapi. Det ændrede mit blik for, hvad man kan gøre for en hund, når man arbejder med kroppen som helhed.
Karla vil for altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Hun startede en rejse, der blev til alt det, jeg gør i dag.
Hundene i klinikken åbnede mine øjne
Med min nye viden begyndte jeg at se noget på klinikkerne, som jeg ikke kunne overse. Igen og igen mødte jeg hunde, der kom ind med ét problem. En halthed. En hudreaktion. En mavelidelse. Vi behandlede det. Professionelt og dygtigt. Hunden fik det bedre. Men jeg lagde mærke til noget, der ikke stod i journalen. En uro i kroppen. Spændinger i muskler, der ikke havde en diagnose. Et stressniveau, der lå som et lydløst tæppe over hele hunden.
Jeg kunne se det. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Ikke inden for de rammer, jeg arbejdede i.
Jeg begyndte at undre mig: hvad ville der ske, hvis man kiggede på hele hunden? Ikke bare det ene problem, men sammenhængen mellem krop, nervesystem og adfærd?
Det var særligt de stressede og traumatiserede hunde, der ramte mig. Hunde med en historie, der sad i kroppen. Den undren blev til handling. Jeg tog en overbygning i chok- og traumebehandling med kropsterapi. Fordi det er de hunde, der har det allersværest, mit hjerte banker for.
Så fik jeg selv en hjernerystelse
I foråret 2025 skete det. Og pludselig forstod jeg noget på en helt ny måde.
Overfølsom over for lyd og lys. Ude af stand til at koncentrere mig. Kroppen i konstant alarmberedskab, selv når der ingen fare var. De mest almindelige hverdagsting kunne føles overvældende.
Jeg havde lært om stress og traumer i nervesystemet. Jeg havde behandlet hunde med det. Men nu mærkede jeg det selv.
Jeg havde altid vidst det. Men nu kunne jeg mærke det. Hvordan det føles, når nervesystemet ikke vil falde til ro. Når kroppen er i alarmberedskab, selvom der ingen fare er. Mon ikke mange af de hunde, jeg har mødt, oplever noget af det samme?
Den oplevelse gav mig en dybere forståelse, end nogen lærebog kunne. Den forståelse tager jeg med ind i hvert eneste møde med en hund i dag.
Karla banede vejen for alt det, Asta havde brug for
Min border collie Asta er snart 5 år. For to år siden blev hun ramt af idiopatisk vestibulær syndrom. Det kom pludseligt og voldsomt. Og det var dér, jeg virkelig oplevede, hvor meget jeg kunne hjælpe hende med kraniosakral terapi. At have den viden og de hænder, når ens egen hund har brug for det. Det bekræftede alt det, jeg tror på.
Men Asta har også lært mig noget andet. Hun tager alt ind. Hver lyd, hver bevægelse, hvert skift i stemning. Hun har lært mig, hvad det vil sige at leve med en reaktiv hund. Jeg kender skammen ved at stå med en hund, der eksploderer i snoren. Jeg kender planlægningen af gåture efter tidspunkter og ruter. Og jeg ved, at der er en vej igennem det.
Asta har gjort mig til en bedre terapeut, end nogen uddannelse alene kunne.
Derfor gør jeg det her
Jeg møder hundeejere, der har prøvet alt. Træning, rutineændringer, måske medicin. Men noget mangler stadig.
Jeg er her for at vise, at der ER hjælp at hente. At svaret ofte sidder i kroppen, ikke i træningen. At stress, traumer og spændinger ikke er noget, hunden bare skal "leve med".
Jeg har altid været meget empatisk. Dyrene har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Og måske er det netop fordi jeg selv kender til, hvad stress og traumer gør ved krop og sind, at jeg forstår de hunde, der har det svært.
Det er dem, jeg er her for.